Du er her
De syv første og hvad det femte, skulle lære mig om arbejdslivet Business Personligt 

De syv første og hvad det femte, skulle lære mig om arbejdslivet

Der er en leg på twitter #sevenfirstjobs. Du skal nævne dine syv første jobs og det skaber rum for reflektion. Mine første fire jobs 1:avisuddeler 2:barnepige, 3:jordbærplukker 4:montagearbejder. Det femte og sjette job var i Tyskland. Her lærte jeg, at arbejdspræmissen kræver, at man kan rumme meget mere end ens egen bagage. Det tog fem jobs at gå fra Tudemarie til Crocodile Dundee.

Da jeg var 17 år sad jeg på mit lille værelse i Sydtyskland og græd. Jeg var igang med at få mine første internationale erhvervserfaringer. Jeg græd fordi jeg troede, at jeg ikke egnede mig til erhvervslivet. Dengang var hotmailen ikke opfundet og telefonen kun én man brugte i nødstilfælde. Mine venner og familie var tusinde kilometer væk.

Min far sagde, at skal man frem i livet, så skal man kunne tale tysk (det var i halvfemserne). Derfor pakkede jeg min lille kuffert og rejste til Rüdesheim. Jeg havde slet ikke forestillet mig andet, end at det nok skulle blive rigtig sjovt.

Der var én der skrev den ansøgningen, som jeg sendte afsted, til det fine lille familiehotel jeg fik job på.

Måske var det dumt.

De troede naturligvis, at jeg talte tysk da jeg kom. Det gjorde jeg ikke.

Sandsynligheden for at jeg ikke var deres livs bedste receptionist, den er nærværende.

De flyttede mig ind i restauranten. Hver morgen og hver aften skulle jeg servere mad og rydde af.

Det gik vist meget godt. I hvertfald blev jeg god til tysk og det var ikke den nærgående italienske overtjener, der tog mig på lårene, der skræmte mig væk.

Familiearven der er træls

Hotellet var et familieejet hotel. Datteren havde brugt syv år på et fint universitet og havde læst økonomi. Da faderen døde måtte hun omdirigere sine karrieredrømme, og vende hjem til familiehotellet for at drive det.

Det var vist 10 år siden. Hun arbejdede så meget, at hun aldrig havde mødt en at elske.

Bortset fra Kevin Costner altså.
Hun havde dog ikke mødt ham, men hun var vild med ham, afslørede hun en dag.

Hun var super frustreret fordi, at være hotelejer var ikke hendes drøm. Det lå lidt i kortene, at hun skulle ikke sætte næsen op efter at komme videre.

Broderen sad på kontoret og spillede strippoker. Han gad heller ikke at være der. Moren var i køkkenet og christ! hun var sur. Det tror da pokkker.

Der var sjældent nogen, der talte med mig, og når de gjorde, blev der ikke sagt noget pænt. Jeg troede, at jeg var dårlig til mit job også i restauranten.

Efter et par måneder fik jeg fremstammet, at det var vist bedst, at vores veje skiltes. Selv der fik jeg skæld ud.

Det viste sig, at de var ærgerlige over, at jeg sagde op. Det hørte jeg senere ad omveje. For af alle serveringspiger de havde haft, var jeg den hurtigste til at få tallerknerne sendt til opvask.

Jeg misforstod situationen.

Det var ikke mig de var utilfredse med. Jeg havde taget den dårlige stemning lidt for personligt.

Så skiftede jeg job

Mit næste job var i en tysk Imbiss, hvor jeg solgte bratwürst. Imbissen lå på Drosselgasse. Drosselgasse er Jomfru Ane Gade for gamle mennesker.

Jeg arbejde 10 timer hver dag, undtagen lørdag hvor jeg arbejdede i 18 timer. Ved siden af min arbejdsplads, lå en større selskabsrestaurant, der spillede tyske folkeviser om Lorelai fra morgen til nat.

Vi var fire, på otte kvadratmeter, der solgte bratwürst. Den ene var en østtysk kvinde. Hun var sød, men fuld af blå mærker. Hun havde en affære med en gift mand, der bankede hende sønder og sammen. Alligevel syntes hun, at han var værd at være sammen med på femte år. Hun mærkede vist mere smerte end glæde i livet.

De andre to var mine, noget nedslidte, chefer. De ejede pølsevognen og havde ikke andet i livet, end det, og hinanden. De kunne vist ikke få børn.

Overskuddet var ikke så stort på de otte kvadratmeter. Lad mig bare sige det sådan.

Jeg fik en del skæld ud. Derfor græd jeg, når jeg kom hjem. Jeg troede, at det var mig, der var noget i vejen med.

Det jeg lærte

Da jeg skulle til Danmark igen, var jeg lettet. Det var først mange år senere, at jeg forstod, hvad det var, jeg lærte i det job.

I et arbejdsfælleskab tager folk ofte sin bagage med. Når chefen snerre, kollegaen ignorere én eller kunderne taler grimt, så kan det godt være, at du fortjener det.

Men det gør du nok ikke.

I så fald er reaktionen, måske et udtryk for en frustration, der ikke handler om dig.

Man skal være personlig på sit arbejde, men det er klogt, ikke at tage det alt for personligt.

P.S Det syvende job: svømmetræner, så blev jeg rengøringspige, serveringspige igen og i det tiende, der var jeg rejseleder. Som du ser på billedet øverst, så var jeg her noget mere hårdfør – nærmest lidt Crocodile Dundee eller noget?..

 
 

Del indlægget og fortæl hvad du læser om

Flere indlæg af samme slags

Hvad mener du?