Du er her

Bøger

Bøger

Her finder du et blogpost, der handler om, de bøger jeg læser:

Der findes altid en ny bog, der skal læses. Her er et lille udvalg af de bøger, jeg læser. Det er typisk de bøger, jeg blev mest begejstret for.


Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag. Af Morten Münster.

Med den titel er man godt klar over, at det bliver en sjov bog at læse.

Morten Münster er sjov. Både når han skriver, og når han holder foredrag. Jeg har fulgt hans blog på Bro Kommunikation og overbevisende.dk i årevis, jeg har læst hans første bog, og jeg har oplevet ham som foredragsholder. Han formidler sit stof rigtig godt.

I denne bog lærer vi om overconfidence bias, hvad der sker med corporate bullshit, barriereanalyser, big data vs thick data, moment of power, habitloop, the peak end rule, cowboy test, system 1 og system 2 og meget mere.

Hvad er system 1 og 2?
System 1 er det system, du bruger mest – autopiloten. Alle de små handlinger som vi ikke tænker nærmere over. System 2 anvendes, når vi virkelig skal gennemtænke en løsning, fordi det ikke er et svar, der kommer intuitivt til os.

Vi bruger system 1 – 90 % af tiden, men vi vil gerne tro om os selv, at vi er velovervejede og reflekterende i størstedelen af vores beslutningsprocesser. Det er vi ikke. Vi kan ikke holde til at være det.

Udfordring er, at alt for meget kommunikation er målrettet vores system 2. Morten viser os, små greb til at få succes med vores kommunikation og ønskede adfærdsændring hos ansatte/kunder og andre ved at målrette kommunikationen til det system, vi anvender allermest. Han lærer os om Social Poof, hvordan vi alle trigges af, at ville tilhøre normen.

Der kommer gode genkendelige eksempler hele vejen igennem, som denne – hvor Codan i deres refleks kampagne, skrev at 6 ud af 10 bruger ikke reflekser. De kommunikerede en negativ norm. Sandsynligheden for at vi tænker: “yes, de andre gør det heller ikke” er nærværende.

Jeg er vild med bogen. Jeg er iøvrigt også vild med måden, han har taget sin egen medicin i metoden, han markedsførte den på. Resultatet er, at bogen dårlig udkom, før første oplag var udsolgt. Han fik endda mange til at poste på LinkedIn, at netop de har læst denne populære bog.

Adfærdsdesign kan også bruges til at skabe hype. Jeg synes, at du skulle tage at læse den, uanset hvad du arbejder med.


White Hat UX – The Next Generation in User Experience. Af Trine Falbe, Kim Andersen og Martin Michael Frederiksen.

UX står for User Experience. Bogens pointe er, at det er en team disciplin for til syvende og sidst er produktet – det vi sælger – en brugeroplevelse. Derfor er denne bog toprelevant både for virksomhedens håndværkere og for mesteren-himself.

Den er relevant for topledelsen, fordi den handler om værdier og ledelsesfilosofien i den vækststrategi, som vi alle taler om – customer experience. Metoden i customer experience, kommer fra UX-folkets måde at arbejde på.

Vi bliver introduceret for nutidens organisationsdialekt, som netop stammer fra IT-folket. Det er ikke de samme termer, som vi lærer i salg- og marketingskolen, men det er sproget, du taler, hvis du vil være en del af udviklingen, uanset hvilken silo du er røget ind i.

Du bliver forklaret, hvad forskellen på Scrum og projektledelse er. Hvad Door Slam, Road Block, Friend Spam og Click Bait er – alle eksempler på Black Hat, og så får vi naturligvis også deres modsætninger fra White Hat.

Vi kommer rundt om begreber som Privacy Zuckering (brugerdata med skjult formål). Shitstorm og det modsatte Candystorm. Hvad forskellen på en Waterfall model og en Agil model er.

Vi får testmetoder og inspiration til gode testrapporter og kommer naturligvis rundt om designmønstre af både den hvide og sorte slags.

Det er en “Walk The Talk” bog – der er på alle måder tænkt på brugeroplevelsen også. Jeg har dedikeret et helt blogindlæg til denne bog – læs det her.


De første 100 dage som leder. Af Lars Bo Hansen

Denne bog fik jeg af en ven, der har rådgivet mange kommercielle topledere indenfor marketing og kommunikation. Læs denne her sagde han, og vær´ klar til dit næste job. Selvom man godt kender til begrebet “De første 100 dage som leder”, hvor man helst ikke skal rokke for meget ved båden, men lave due dilligence og bygge en plan efter det, så ville jeg ønske, at jeg havde læst denne lidt før.

Bogen bygger på en stribe erfaringer og interviews med danske topchefer, der deler deres metode og erfaring med, hvordan det er at tiltræde som ny leder. Hvilke faldgrupper man skal være opmærksom på, og hvordan man kommer godt fra start. Den er meget konkret og ganske velskrevet.


Elon Musk af Ashlee Vance

Ashlee Vance har med stor umage skrevet denne glimrende biografi om Elon Musk, 4. oplag udkom i 2017.

Man tænker, at stjerner som Musk og Elvis må have haft det nemt, for deres talent er da så indlysende. Overrasket bliver man, når man læser, hvor svært alt fra barndom, business og anerkendelse har været på vejen til at opnå netop det sidste. Dette er en bog om innovation, new age business, Silicon Valley og det med at være et menneske med meget store ambitioner og en jernvilje til at få det til at ske, som alle dømmer umuligt. Den er jo nærmest et “must-read” til den tid vi lever i.


Superconsumers af Eddie Yoon

Eddie Yoon har skrevet denne interessante bog om superconsumers, som ikke er at forveksle med heavy users. Superconsumers er dem, der elsker dit produkt og ved at lære dem at kende, kan du skabe god vækst. Denne bog er et godt indspark til marketingchefen på en vækstmission.
Se vedhæftet video fra eventet i Business Club – Tatarklubben, hvor Eddie forklarer begrebet superconsumers.




Gurubogen af Jonathan Løw

Den handler om 2 ting:

  • Nye løsninger til eksisterende problemer
  • Om at skabe – mening

Den handler også om innovation, iværksætteri og ledelse.

Bogen er fuld af karma og Lovebrands. Den er også tætpakket med alle mine idoler fx. Airbnb stifter Brian Chesky, optimisten Simon Sinek, Techstar stjernen David Cohen, Nobelprisvinderen Daniel Kahneman, Professor Edgar Shein, SuperJam fyren Fraser Doherty, Content Marketing-faderen Joe Pulizzi, Endomondo stifteren Mette Lykke – blot for at nævne nogle få.

Alle har skrevet et kapitel. Kort, med mening og visdom.

Et helt blogindlæg er dedikeret til denne bog – Find det her
  Businessbog: Gurubogen den udkommer i dag af Jonathan Løw


 

Small Data af Martin Lindstrøm.

Små ting skaber af og til store forandringer. Det er netop pointen i hans seneste bog “Small Data – the tiny clues that uncover huge trends”. 

Har du nogensinde tænkt på, hvad magneter på køleskabet fortæller, om den der bor der?

Hvordan farverne i krydderidåsen i Indien afslører, hvem der laver mad, og hvor gammel hun er? Hvorfor du næppe får succes i Dubai, hvis du bruger farven orange? Hvad der er markant anderledes i en teenagers morgenritualer i 2016 end i 1986?, eller hvilken nationalitet, der bevæger sig hurtigst gennem et museum?, og hvorfor det er brugbar viden, når du vil sælge en bil eller billetter til en forlystelsespark?.

Det har du sikkert ikke, og du har muligvis heller ikke tænkt, at dette er need-2-know for en dansk marketer, hvis marked ligger langt fra den eksotiske krydderiblanding, men det er det og Martin fortæller dig hvorfor i denne glimrende bog.

Et helt blogindlæg er dedikeret til denne bog – Find det her
 Small Data vil erstatte Big Data 
af Martin Lindstrøm


 

Sult i Paradis – opgøret med mageligheden af Rasmus Ankersen.

Denne bog handler om, hvorfor man bør skabe en virksomhedskultur, hvor medarbejderne altid kæmper, som står de på en brændende platform, og skal redde virksomheden. Der nævnes mange gode danske og internationale eksempler, som bekriver bogens pointe. Desuden indrages sportens verden og hvordan man regner ud, hvem der scorer det næste mål. Ikke fordi bogen også handler om sport, men fordi metoden kan anvendes i erhvervslivet.

Et helt blogindlæg er dedikeret til denne bog – Find det her  Sult i Paradis – opgør med mageligheden af Rasmus Ankersen